Primær distance: 1500 m

Elitegruppe: International Sub-elite.

Beskæftigelse: Medicinstuderende

“Jeg har været eliteløber siden 2011, hvor jeg stoppede med at spille fodbold for i stedet at satse på løb. Det er altid 1500 m der har været min distance, og her hvor jeg har haft mest succes. I 2012, min anden sæson som eliteløber, løb jeg 3.48.16 på 1500 m, som var dansk ungdomsrekord på det tidspunkt. På grund af skader gik jeg desværre resultatmæssigt lidt i stå i det efterfølgende år, men jeg fik stadig en masse store oplevelser under bæltet (blandt andet et år på college i USA). Det var først i 2016 sæsonen jeg rigtig kom i gang igen, og fik forbedret min 4 år gamle personlige rekord på 1500 m. Jeg havde fået en ny træner (Morten Munkholm), der fik sat min træning mere i system og hjalp mig med at få styr på skaderne. Det kombineret med mit skifte til AGF Atletik, og det meget professionelle set up der, var lige hvad der skulle til for at få mig i gang med at løbe hurtigt igen.

Jeg løber også andre distancer, blandt andet 800 m og 3000 m, og i fremtiden kommer man nok også til at se mig på de længere distancer (5000 m og 10.000 m).

Henover vinteren skifter jeg baneløb ud med cross. Her er det blevet til mange store oplevelser med det danske landshold til NM, EM og senest VM (Uganda, 2017). Cross er fedt fordi man her kan få lov til at glemme alt om tider og i stedet løbe mand mod mand på tværs af alle distancer. Der er også mulighed for at kæmpe som et hold- hvad end det er for landsholdet eller AGF Atletik.”

Største løbsoplevelse: Jeg har været så heldig at have været på flere sjove og spændende træningslejre igennem min løbekarriere. Det har givet mig nogle oplevelser, som jeg aldrig kommer til at glemme. Hvis jeg skal nævne nogle enkeltoplevelser, skal det nok være EM og VM i cross. Det var virkelig fedt at stå på startstregen med de andre danskere og føle sig som et hold. I en enkeltmandssport som atletik er det en helt særlig oplevelse.

Personlige rekorder:
800: 1.51.56 (2019)
1500 m: 3.41.32 (2019)
3000 m: 8.03.95 (2019)
5000 m: 14.00.39 (2019)

Links:
Statletik.dk

Besøg Mikkels løbeblog